- fødselsdagen fra et andet synsvinkel
Når man har fødselsdag bliver man lyønsket til højre og venstre alle vegne. Det er betænktsomt at folk husker hinanden i den travle hverdag, og bringer smil på hinandens læber med du'a der vil gavne én i det hinsides. Men hvad er denne dag egentlig, hvis man virkelig reflekterer over det?
Subhana Llāh, dagen man ankommer til dunya er påbegyndelsen af den tredje fase af sjælens lange rejse til al-ākhira. Først fra sjælenes verden (ʽālam al-arwāḥ) til dannelsen i moderens mave ('ālam al-arḥām), og verdenen efter fødslen (al-dunya) hvor vi befinder os nu.
Med andre ord ankommer man til det sted hvor man skal opholde sig, og samle sig gode en masse gavnlige goder som man kan tage med sig hjem til det hinsides (al-ākhira) fordi uden dem har vi ingen god fremtid. Men vi begynder at blive så opslugt og blindet af de verdslige goder og de verdslige opgaver som vi har at vi fuldstændig glemmer at vi også skal videre og at der ikke er plads i bagagen til de verdslige goder.
Vi bliver så distraheret af de besværligheder vi møder på rejsen, at vi bliver opgivende og mister troen på at vi nogensinde kommer igennem rejsen på god vis hvilket egentlig er fjollet og tåbeligt. Inderst inde ved vi godt at vi kan komme igennem alt i livet for det er vores ʽaqīda at intet er større end Allāhs magt og vilje, og alting sker med Hans vilje for Han ønsker blot at teste vores tro og lid på Ham på denne rejse. Denne rejse, der begyndte i sjælenes verden, hvor vi afgav et løfte om at vi vil være Ham trofast og følge Hans befalinger.
Tanken om at alle mulige folk og efterretningstjenester kunne holde øje med en optager os langt mere end tanken om at vores to engle Munkar og Nakīr noterer alt ned hvad vi gør og siger; samt at Allāh Den Alvidende Ser alt hvad vi foretager os og alt hvad vi har hjertet. Det er en virkelighed som vores sanser ikke kan se i dette stadie af vores liv, men på et tidspunkt når vi er kommet videre til mellemstadiet og det hinsides vil vores handlinger bevidne imod os; og vi vil ønske at vende tilbage til dunya. Ligesom vi gør med uforberedte eksaminer hvor man bare tænker: ’Gid jeg havde læst det her semester og forberedt mig godt så jeg kunne få et flot 12-tal!
Men hvad med ’12-taller’ hos Allāh? Vi knokler året rundt for at få det bedste snit til universitetsuddannelsen, så vi derefter kan få vores drømmejob for derefter at få råd til at købe vores drømmebolig, drømmebil med den perfekte familie. Vi knokler selvom vi ikke kan se resultatet med det samme, og vi giver den hele armen for vi skal have det bedste resultat, for vi kan ikke bare nøjes med at bestå.
Det er bare så trist, at vi, med de handlinger som vi nu har, ikke engang har en garanti for at bestå i det næste liv med et ’2-tal’ selvom vi tror at vi har en direkte oneway-ticket til Paradiset så snart vi forlader dunya. Alting har sine betingelser, for universitetet er det en betingelse at man har det påkrævede snit og har bestået de adgangsgivende fag; på arbejdspladsen er det en betingelse at man har fuldført uddannelsen og har gode og præsentable kvalifikationer, med en ren straffeattest, som man kan forsøge at gøre rede for til jobsamtalen.
Hvad har vi forberedt når vi skal forlade verden? Vores straffeattest overfor Allāh, som englen nakīr er godt i gang med at nedskrive, er fyldt med tonsvis af små og store synder som vi ikke har søgt tilgivelse for, eller gået væk fra. Vi har ikke bestået noget fag, så hvordan skal vi regne vores gennemsnit ud? Vi er ikke egnede til at komme ind, og vi håber på at vi kommer ind via kvote 2 for vi sætter vores lid til Allāh nok skal tilgive alle vores synder selvom vi ikke har gjort tawba (angren) for vores store synder (f.eks. bagtalelse, løgn osv.).
Selve dagen vi blev født bør minde os om at det er den dag vi blev sendt videre til dunya udelukkende for at søge Allāhs tilfredshed ved at følge Hans lov, og Profeten Muhammads (Allāḥs fred og velsignelser være med ham) Sunna. En dag skal vi videre til mellemstadiet (al-barzakh) hvor vi skal vente på al-ākhira i vores midlertidige hjem (graven). Vi opfører os som nogle rejsende der har glemt hvor vi er på vej hen, og som fylder flere kufferter med sager som ikke kan tages med til destinationen.
Vi har absolut ingen indflydelse på hvornår vi bliver stillet videre til næste stadie, men vi har indflydelse på hvordan vi vil have det i mellemstadiet i graven og i ākhira.
Døden er sikker. Det er livet der er usikkert. Alligevel går vi så meget op i livet, der blot er en kort rejse, mens vi forsømmer at forberede os til døden, der er midlet til det evige liv…
Spørgsmålet er om det er os der er i hælene på døden, eller om døden er i hælene på os. Det er dit liv - dit valg som du bliver stillet til regnskab for. Hvad vælger du at bruge dit liv på?
Må Allāh give os succes i begge verdner, og fjerne alle de barrierer vi møder på vores rejse, således at vi kan opnå Allāhs nærhed og tilfredshed ved at følge Hans befalinger og Hans elskedes (Allahs fred og velsignelser være med ham) sædvane.
Må Allāhs fred og velsignelser være med vor Mester, Profeten Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle ledsagere.
